Corona Extra

Corona Extra
Bryggeri: Grupo Modelo (Corona)3,4
Genre: Pale Lager

Udseende: Denne velkendte mexicanske øl er en gylden pilsner, der ikke skummer meget under ophældning, da skummet er næsten er ikke-eksisterende. Hvad man ikke får i skum, får man til gengæld i kulsyre, da den bobler livligt som en sodavand.

Duft: Der spreder sig efter ophældning en duft af citrus og let malt, efterfulgt af et strejf af strå. Duften er en smule anderledes end de “almindelige” pale lagers, som er brygget på bygmalt, hvorimod Corona Extra er brygget på en blanding af kornmalt og majs. Derfor fornemmer man også majsen i duften, hvilket giver øllen en let sødlig duft.

Smag: Smagen er meget lidt maltet og meget lidt humlet. Igen kan man i smagen fornemme majsen, som øllen er brygget på, hvilket også her giver øllen en let sødme. Eftersmag er der dog næsten ingenting af, desværre. Normalt drikkes Corona med en skive lime, som måske kunne have løftet helhedsindtrykket.

Vores mening: Efter vores mening er Corona Extra en tyndbenet og vandet oplevelse, men dog en frisk og tørstslukkende øl. Den begår sig uden tvivl godt som selskabsdrik, ligesom den også tidligere har været genstand for en trendsætning blandt unge. I vores ølverden finder den dog ikke stor begejstring og dette afspejles også i den samlede vurdering, som ligger under middel. Øllen ville gå godt til mexicansk eller andet krydret mad, gerne med en limeskive i flasken.

Alkohol:4.6%
Cl:33
Set til:14,50 Kr
Land:Mexico
Vurderet:19/04-11
Producentens egen beskrivelse:

Corona Extra er en korngylden, læskende pilsner, som bevidst ikke byder på nogen modstand. Smagen er sødlig med en smule tørhed men ingen bitterhed.