Weihenstephaner – Hefe Weissbier

Weihenstephaner - Hefe Weissbier
Bryggeri: Bayerische Staatsbrauerei Weihenstephan9
Genre: German Hefeweizen

Udseende: Denne bayeriske hvedeøl har den klassiske lyse ravfarve, som med sit ufiltrerede udseende er klassisk for de tyske weissbiers. Farven komplementeres med et med tiden porøst, omend holdbart skum, som klæber sig til glassets kant.

Duft: Duften af Weihenstephaner Hefe Weissbier er ubeskriveligt behagelig, da den har en fantastisk blødhed, som virkelig forkæler næseborene. Af duftintryk indeholder den fristende noter af banan og grøn hvede. Det er blandt andet bananen som giver øllen sin nærmest silkebløde duft.

Smag: Der er hvede i næsen og hvede i munden – her dog i fin pagt med sødmen fra bygmalten og med en friskhed i eftersmagen. Smagen er endvidere domineret af banan i en grad, at man næsten smager trådene langs frugtens side. Bedømt ud fra mundfylden, er det en meget fyldig øl, med typens sædvanlige humling, nelliker og koriandertoner i lidt afdæmpet grad.

Vores mening: I forhold til sværvægterne fra Paulaner og Franziskaner, så skiller den sig ud ved ikke at være så kantet og tung i smagen. Den er derimod blød, rund og absolut fyldig. Vi kender selvfølgelig smagen af banan og gærsvæv fra andre Weissbiers. Det er der også her, men på en forfinet og udsøgt måde. En af de bedste Weissbiers vi har smagt, hvilket vi kvitterer med en af de højeste karakterer. På en varm sommerdag i skyggen, vil denne være den perfekte ledsager. Prost!  

køb her

Alkohol:5.4%
Cl:50
Set til:24,50 Kr
Land:Tyskland
Vurderet:24/05-11
Producentens egen beskrivelse:

Weihenstephaner er med over 1000 år på bagen, et af verdens ældste bryggerier. Det er det ældste stadig fungerende bryggeri i verden. Weihenstephaner holder fast i alle de gamle traditioner og brygger i dag noget af det bedste øl i Bayern. En lækker forfriskende hvede øl med sin naturlige grumsede udseende og sin frugtrige og let gærede smag.

 

Bliv den første til at kommentere