I Mexico bryggede de indfødte kulturer alkoholiske gærede drikke, længe inden de spanske kolonister ankom til landet. Disse drikke var blandt andet øl brygget på korn, ligesom man stadig ser det i dag. Da spanierne kom til Mexico omkring 1500-tallet, introducerede de øl brygget på byg, som det allerede var kendt i Europa. Der var dog begrænsede ressourcer, hvilket gjorde, at industrien ikke fik lov til at udvikle sig. Dette ændrede sig dog efter den mexicanske uafhængighedskrig. Idag kontrollerer de to virksomheder Grupo Modelo og FEMSA 90% af det mexicanske marked, og eksporterer samtidig øl til resten af verden. Grupo Modelo har brands som Corona og Modelo, mens FEMSA ejer brands som Sol og Dos Equis.